SÅ var dagen kommet, hvor det stævne der gerne skulle være Danmarks ypperste skulle udfolde sig. På trods af det, var der meget få løftere tilmeldt, men det der manglede i bredden blev tilgengæld leveret i kvalitet. Det ene gode løft afløste det andet på podiet, og alle fremmødte atleter mødte op i virkelig god form, og gav alt hvad de havde.
HSF stillede også kun med 2 mand, nemlig forman Marc Larsson i 93kgs klassen, og Sune Bak i 105kgs klassen. Marc havde kort forinden fået alle sine 3 squatløft underkendt på dybden til en divisionsturnerings runde, så det var en noget spændt HSF formand der entrerede podiet til sit første forsøg. Løftet gik heldigvis godt, og de 275 blev løftet og godkendt. Marc gik derefter på 290, som også blev løftet OG godkendt. Herefter skulle det vise sig at Marc havde en gylden mulighed for at vinde disciplinen, idet konkurrenten Henrik Nielsen fik 300 godkendt, men stod over sit tredjeforsøg. Derfor blev 302,5 indmeldt til tredjeforsøget, men den blev desværre lige præcis for tung, så Marc måtte tage sig til takke med sølvtøjet i første disciplin.
I bænkpres blev der lagt rimelig sikkert ud med 160, og derefter nogle noget tunge 170. Det stod klart der skulle ske noget hvis man skulle gøre sig forhåbninger om at få mere med, så bænkpres trøjen blev hevet godt og grundigt til sidste forsøget på 175. Løftet kom da også godt fra brystet, men desværre røg den for langt ind over hovedet, og spotterne måtte komme formanden til undsætning. De missede tredjeforsøg havde dog gjort at Marc nu var kommet et godt stykke bagved konkurrenten der fik 200kg med.
Dødløften som er lemmedaskernes ven, og en sådan er formanden, skulle vise sig at blive guld værd for selvsamme idet formanden hele vejen løftede et godt stykke mere end konkurrenten. Alle 3 forsøg blev godkendt i en fornem(man fristes til at skrive formand) serie på 260-280-287,5. Derfor blev det til disciplin medalje i dødløft og en samlet andenplads i 93kgs klassen.
Sune så ud til at skulle cruise sig igennem squatten med 2 virkelig gode dybe og nemme løft på henholds vist 315 og 330. Derfor var der egentlig ikke de store betænkeligheder ved at sende ham på 337,5kg i tredjeforsøget. Desværre skulle Sunes balance spille ham et lille puds, som desværre umuliggjorde at trykke vægten op.
I bænken, som er Sunes parade disciplin, skulle han tilgengæld vise sig at cruise sig igennem, i det alle 3 løft blev godkendt. Opvarmningen kunne se bedre ud, men da først Sune kom på podiet kørte det som smurt, og først blev 240 løftet, så fulgte 247,5 efter og til sidst 252,5. Det så nu virkelig lovende ud.
Dødløften som ellers er Sunes dårligste disciplin, skulle idag vise sig at gå fremragende. Vi skævede lidt til 2 ting undervejs – Jacob Beerman i 74kgs klassen, som kunne snuppe titlen som bedste løfter på point, og så på at slå det bedste point resultat nogensinde. Det faldt så godt ud for Sun,e at det både lykkedes at blive årets bedste løfter for 6år i træk, og tilmed BLEV det bedste danske point resultat også en realitet. Det var ellers en lidt halvskidt start, med nogle lidt halvdårlige løft på åbneren 295 og på andenforsøget på 307,5. På tredjeforsøget kom der andre boller på suppen og 315kg blev løftet MEGET overbevisende. Det var faktisk 2,5kg mere end Sunes hidtidige bedste dødløft, som ellers blev lavet i en vægtklasse højere. Så sammenfattende blev det til 3 disciplin guldmedaljer, og en guld i totalen, samt bedste pointresultat nogensinde i dansk styrkeløfts historie med 537point og en total på 897,5kg på en 104,6kgs kropsvægt.
af Jacob Prehn