Hvidovre Styrkeløft Forening var repræsenteret til dette års EM for Masters i Plzen Tjekkiet, ved Sune Bak i -105 kg klassen.
Optakten til stævnet havde forløbet godt, og var for en gangs skyld uden skader og skavanker af nævneværdig karakter, når man er blevet masterløfter. Formen var god og der var derfor forventninger om at kunne forbedre de danske master rekorder en smule og måske endda gøre sig gældende i kampen om overall’en.
På stævnedagen blev der vejet sikkert ind på 104,41 kg.
En af de værste konkurrenter Richard Phillips fra England fik løftet sig til en wilks-score på 535 point. Vi kunne derfor regne os frem til at det præcist ville kræve en total på 892,5 kg for at slå ham, med dagens indvejningsvægt. Meget behændigt ville 892,5 kg også være ny dansk master rekord på totalen med 2,5 kg.
I squat gik opvarmningen efter planen, og der blev derfor åbnet på 310 kg som planlagt, som blev løftet nemt og godkendt med alle dommerstemmer. Der blev øget til 325 kg til andet løft. Et par uens knæbind betød at det ene bind måtte lukkes på bagsiden af knæet, hvilket resulterede i at bindet gik op, da jeg var gået ud med vægten. Jeg tøvede lige et øjeblik, men besluttede fornuftigt nok at gå ind med vægten igen og ikke risikere at skade mig selv. Jeg bad Jørgen om at øge til den planlagte rekordvægt på 332,5 kg, da jeg ville have en chance for at være med i overallen og lave rekordløftet. Det lykkedes heldigvis i overbevisende stil og vægten blev godkendt med 3 hvide lamper. Jørgen mente at der blev løftet så overbevisende, at der burde være overskud til mere endnu i denne øvelse
I bænkpres gik opvarmningen bestemt ikke efter planen. Under træningsoptakten var der brugt en del til og hjælper energi på at køre en ny trøje ind. Selvom Jørgen sled og slæbte, så stod det dog klart at denne trøje ikke kunne trækkes ordentligt på og jeg valgte derfor at skifte til den sædvanlige trøje, som dog kom skævt på den ene arm og var ved at rykke mig i stykker på første opvarmningsløft i trøjen på 210 kg. Af med trøjen igen og på for tredje gang. Jørgen og Erik Rasmussen sled i fællesskab trøjen på og denne gang sad den endeligt og opvarmningen blev afkortet med et enkelt løft for at nå det hele i tide.
Efter at panikken havde lagt sig blev der åbnet som planlagt på 242,5 kg, som blev godkendt 2-1, med en enkelt lampe for løftet røv. Der blev øget til 250 kg som igen blev godkendt 2-1, igen med en lampe for løftet røv af den anden dommer. Til det sidste løft blev der øget til 255 kg, som ville være en forbedring af den danske master rekord med 2,5 kg og vi hev godt i trøjen til formålet. Løftet blev udført i fin stil og selv synes jeg at formåede at holde røven godt i sædet og Jørgen kunne heller ikke se noget. Sidedommerne mente dog noget andet og besluttede i fællesskab at underkende det ellers prægtige løft 1-2.
Selv med et enkelt misset løft, var jeg dog stadigvæk godt med i totalen, med en realistisk chance for at løfte de eftertragtede 892,5 kg, hvis jeg kunne ende et godkendt dødløft på 310 kg. Efter at den nye Inzer fusion var blevet syet og at der flittigt var blevet trænet greb, så var der gode forhåbninger om at dette kunne lade sig gøre.
Opvarmningen forløb som planlagt og der blev åbnet på 295 kg som planlagt, godkendt med alle dommerstemmer. Jørgen og jeg blev enige om at der ikke var nogen grund til at spilde kræfter på et mellemløft og jeg blev sat direkte på de 310 kg. Grebet holdt uden problemer og rekorden, samt den foreløbigt bedste overall placering var i hus. Vægtvalget var nu frit og jeg bad om 5 ekstra kilo, for at se om jeg kunne tangere mit bedste dødløft nogensinde og rykke rekorden endnu en tand. Også her holdt grebet uden problemer og løftet blev godkendt med alle dommerstemmer. Umiddelbart ser det ud til at der også her er noget at hente.
Alt ialt blev det til 897,5 kg på totalen, som gav 537,33 wilkspoint, mit næsthøjeste nogensinde. Havde jeg fået den sidste bænkpres godkendt, ville det have været højeste score nogensinde. Da der ikke var megen konkurrence til årets EM, så rakte resultatet til guld i alle discipliner, samt på totalen.
Dagen efter skulle den store Jaroslav Soukal fra Tjekkiet på 170 kg løfte. Vi kunne regne os frem til at han skulle løfte 990 kg på totalen for at slå min pointføring og det gjorde han så målrettet, omend han blev tvunget til at arbejde lidt for det. Jeg havnede derfor på en 2. plads i overall’en på tværs af alle vægtklasser til stor tilfredsstillelse.
Nedenfor ses et billede af undertegnede med Jaroslav Soukal på knap 170 kg, samt en splejset repræsentant for Richard Phillips fra England. Desuden et billede sammen med Eva Buxbom, som ligeledes placerede på en 2. plads i overall’en for Master 1 kvinder, samt et sidste billede fra præmieoverrækkelsen.